Han er hurtig, han er farlig, og han lægger op til mål.
Efter en lille tilvænningsperiode er Cesar Santin i fuld gang med at betale af på de omkring 15 millioner kroner, som F.C. København betalte Kalmar FF for hans underskrift i sidste måned.
Søndag grundlagde brasilianeren den overbevisende 3-1-sejr over titelbejlerne fra FC Midtjylland ved at score det første mål på hoved og lægge op til William Kvists 2-0-scoring lige inden pausen.
- Det var rigtig godt med et mål og en assist. Jeg er meget lykkelig, sagde den 27-årige fløjspiller, som Ståle Solbakken havde givet chancen helt fremme samme med Morten Nordstrand.
De to bevægelige angribere var med til at åbne det midtjyske forsvar og give plads til blandt andre den dobbelte målscorer William Kvist.
Flere mål end Grønkjær
FCK-træneren var yderst tilfreds med den overbevisende sejr, der sender københavnerne op på andenpladsen.
Spillet var hurtigere, mere direkte og de gode perioder blev holdt længere, mener Solbakken, der også er fuld af lovprisning af Cesar Santin.
Særligt i Jesper Grønkjærs lange skadesfravær.
- Selvom Santin er en individualist, der kan sætte en mand af selv, har han samtidig blikket for den gode aflevering. Han har ikke Grønkjærs voldsomme spidskompetence til at udfordre sin direkte modstander, men han scorer flere mål, siger Ståle Solbakken, der allerede noterede sig Santins navn, da offensivspilleren skiftede til svenske Kalmar for fire år siden.
- Der var to andre brasilianere, som var stjerner i klubben. Men han var en hårdtarbejdende holdspiller, der gjorde de andre gode, siger Solbakken.