Hver tredje sundhedsforsikrede vil fravælge sin ordning, hvis landets nye regering får gjort sundhedsforsikringer skattepligtige.
Det viser nye tal fra analyseinstituttet Norstat ifølge den liberale tænketanke Cepos, skriver dagbladet Børsen onsdag.
Et skattepålæg vil betyde en prisstigning på omkring 700 kroner om året.
"Beskatning af sundhedsforsikringer vil svække konkurrencen i sundhedsvæsenet, gøre de offentlige ventelister længere og give højere sundhedsudgifter," siger specialkonsulent i Cepos Mia Amalie Holstein ifølge Børsen.
Socialdemokraterne og SF har i årevis erklæret sig som modstanderne af fradragsretten for sundhedsforsikringer, der giver danskerne mulighed for at springe køen over i det offentlige sygehusvæsen og blive behandlet i det private.
Det er ikke kun de veluddannede danskere i højt betalte stillinger, der har tegnet sundhedsforsikringer.
48 procent af de beskæftigede med en kort uddannelse, 44 procent af de faglærte, og 38 procent af de ufaglærte har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.
46 procent af de beskæftigede med en lang videregående uddannelse har en sundhedsforsikring.