Skrevet af Leny Malacinski og Michael Lund
Den liberale tænketank CEPOS vil rette en enkelt fejl om antallet af hjemløse i bogen Amerikanske Tilstande i de kommende udgaver.
Ellers er bogens grundlæggende konklusioner stadig korrekte, mener direktør Martin Ågerup, efter at Nyhedsavisen har påvist flere eksempler på fejl. Henrik Fogh Rasmussen har blandt andet sammenlignet antallet af amerikanske hjemløse på en enkelt nat med antallet af danske hjemløse på et helt år.
»Hjemløsetallet er forkert. Henrik har fejlagtigt troet, at Dansk Socialrådgiverforening var en troværdig kilde, men det kan man ikke klandre ham for. Man kan selvfølgelig kalde det en fejl, men vi begår alle fejl. Bogen som helhed er ikke problematisk, fordi man et eller to steder kan diskutere, om man skulle have gravet dybere i tallene,« siger Martin Ågerup.
Henrik Fogh Rasmussen vil nu blive bedt om en gennemgang af kritikpunkterne, som vil blive lagt på bogens hjemmeside.
Martin Ågerup finder dog USA-lektor Carl Pedersens kritik om manipulation meget alvorlig.
»Det er en meget grov og udokumenteret beskyldning. Der er en væsentlig forskel på, at der er en fejl, som oven i købet er en andens fejl, og så at påstå, at der er tale om bevidst manipulation. Henrik hiver tal og faktuelle oplysninger ind i debatten om USA, som rokker ved det generelle billede. Det her er en debatbog, ikke en videnskabelig afhandling, hvor man ville gå anderledes til værks,« siger Martin Ågerup.
Har I gjort jeres arbejde godt nok, inden I udgav bogen?
»Ja, det mener jeg at vi har i forhold til, at det er en debatbog.«
Amerikanske Tilstande er CEPOS første udgivelse.