Regeringen vil ikke smide flere offentlige kroner i omløb for at lette finanspolitikken, og det standpunkt bakkes op af den liberale tænketank Cepos.
De økonomiske vismænd samt flere socialdemokratiske politikere har ellers appelleret til, at man løsner de økonomiske tøjler, men det er en dårlig idé, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen.
- Jeg anbefaler ikke en lempelse, hvis det skal gå til offentlig forbrug, siger Mads Lundby Hansen og tilføjer:
- Jeg vil klart advare mod vismændenes anbefalinger om at øge det offentlig forbrug. Vi har en af OECD's største offentlige sektorer, og det vil ikke øge vækstpotentialet i dansk økonomi at gøre den offentlige sektor større, siger han.
Mads Lundby Hansen slår dog samtidig fast, at der er behov for en lempeligere finanspolitik. Det skal bare ske ved skattelettelser.
- Jeg synes, det er oplagt at kigge på vin- og ølafgiften i forhold til grænsehandlen, og man kan også lette energiafgifter for virksomheder for at forbedre deres konkurrenceevne.
- Derudover så jeg gerne, at man øgede den lettelse i selskabsskatten, som ligger i vækstplanen, samt at man reducerede marginalskatten, siger Mads Lundby Hansen.
Skattelettelser vil skabe et hul i økonomien, og derfor er der behov for yderligere reformer af arbejdsmarkedet, mener han.
- Finansieringen skal ske ved yderligere reformer af dagpenge, kontanthjælp og efterløn. Vi har over to millioner danskere på overførselsindkomster, så der et stort potentiale for at øge beskæftigelsen og forbedre finanserne, siger Mads Lundby Hansen.
Regeringen bør ifølge vismændene i Det Økonomiske Råd lempe finanspolitikken næste år og i 2015 med 10-12 milliarder kroner.
Flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, LO, Nordea, Dansk Byggeri, tænketanken Cevea og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at regeringen bør følge vismændenes anbefalinger.
/ritzau/