Vil danskerne ikke arbejde for mindre i løn, flygter firmaerne til udlandet for at få billigere arbejdskraft.
Derfor skal politikerne afskaffe efterlønnen, lyder det fra økonomerne i den borgerlige tænketank Cepos.
Læs også: Efterlønsstop truer din løn
"Efterlønnen skal væk for at få flere arbejdspladser til landet. Vi har de højeste lønninger næst efter Norge blandt 33 lande. Det går ikke. Vil vi have jobfest, må vi sige farvel til lønfest," siger Mads Lundby Hansen, vicedirektør og cheføkonom i Cepos.
Er der kamp om jobbene, vil det bremse lønstigningerne, og firmaerne bliver i landet.
Lønnedgang vigtigst
Dermed støtter Cepos Dansk Arbejdsgiverforening, som også vil have efterlønnen væk, så ansattes løn kan trykkes.
Både De Konservative og Venstre afviser, at formålet med afskaffelsen af efterlønnen er at presse lønningerne. Ifølge dem er formålet at spare 16 milliarder på de offentlige finanser.
Men ifølge Cepos er der ingen tvivl om, at lavere lønstigninger er en lige så vigtig konsekvens af afskaffelsen af efterlønnen.
"Det er meget vigtigt, at lønningerne ikke stiger lige så meget, som de har gjort tidligere. Bl.a. derfor skal efterlønnen væk," siger Mads Lundby Hansen.
Han kan ikke give noget bud på, hvem der skal presses på lønnen eller hvor meget.
Læs også: Efterlønsstop rammer arbejderes pengepung