Danmarks økonomi har det noget bedre end det billede, som finansminister Nicolai Wammen (S) tegnede tirsdag på et pressemøde i Finansministeriet.
Det mener Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos.
- Overordnet har S-regeringen overtaget historisk sunde offentlige finanser i den internationale superliga med et betydeligt råderum frem mod 2025.
- Desuden forventer Finansministeriet, at jobfesten fortsætter i år og næste år, om end i et lidt nedsat tempo.
- Beskæftigelsen ventes at vokse med 65.000 i år og næste år, og vi passerer tre millioner i beskæftigelse, siger Mads Lundby Hansen.
På pressemødet fremlagde Nicolai Wammen Økonomisk Redegørelse, regeringens prognose for dansk økonomi.
- Udgangspunktet for dansk økonomi er grundlæggende godt, men der er sorte skyer i horisonten, sagde finansministeren.
Han fortalte desuden om det såkaldte kasseeftersyn, som S-regeringen har fået foretaget efter regeringsdannelsen i juni.
Allerede mandag aften kom det frem, at S-regeringen mener, at den tidligere regering, VLAK-regeringen, har efterladt et hul i kassen til de offentlige udgifter på 3,5 milliarder kroner.
Tidligere finansminister Kristian Jensen (V) erklærede sig meget uenig i det synspunkt.
Det er en klassisk politisk øvelse, at en nytiltrådt regering får lavet et kasseeftersyn, som viser, at der ikke er så mange penge til rådighed som ventet.
Mads Lundby Hansen peger på, at eksempelvis det offentlige forbrug kan vokse med 0,7 procent om et år.
- Det er mere end det demografiske træk. Finansministeriet forventer, at den offentlige beskæftigelse vokser med 1000 personer i 2020.
- Dette er, inden S-regeringen har foretaget eventuelle skattestigninger, der kan finansiere endnu flere offentligt ansatte, siger Mads Lundby Hansen.
/ritzau/