Biblioteket i Odense frygter at miste sin status som centralbibliotek.
Hvis det sker, mister Odense en af sine vigtigste vidensbanker, og biblioteket mister et årligt driftstilskud på 5,5 millioner fra staten.
»Vi kæmper en hård kamp for at bevare vores status som centralbibliotek. Det er vigtigt, fordi vi har en masse funktioner, som man ikke finder på almindelige folkebiblioteker. For eksempel er vores materialevolumen væsentlig større. Vi har også ansvaret for en lang række uddannelses- og forskningsprojekter, som man ikke finder på folkebibliotekerne,« siger Lene Byrialsen, stadsbibliotekar på Odense Centralbibliotek.
Antallet af centralbiblioteker skal nedjusteres på grund af den nye biblioteksreform.
I dag er der 16 centralbiblioteker i landet, heraf fire i Region Syddanmark: Odense, Vejle, Esbjerg og Aabenraa. Det er stadig uvist, hvor mange centralbiblioteker der skal være. Men flere gætter på ti, heraf bliver to i Region Syddanmark.
»Vi vil halte bagud med udviklingen, og vi vil ikke længere kunne fodre vores lånere med specialmateriale som folkebibliotek,« forklarer Lene Byrialsen.
Derfor har hun på vegne af biblioteket sendt et høringssvar til Biblioteksstyrelsen, hvor hun redegør for, hvorfor det er vigtigt, at Odense bevarer sit centralbibliotek.
Kulturminister beslutter
Høringssvaret bliver behandlet i dag i Biblioteksstyrelsen, som derefter vil skrive en indstilling til Kulturministeriet.
»Det er kulturministeren, der bestemmer, hvem der fremover skal fungere som centralbibliotek. Det er også ham alene, der beslutter, hvor mange centralbiblioteker, der skal være tilbage,« forklarer Lene Byrialsen.
Rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Anker Boye (S), mener, at en rationalisering af centralbibliotekerne er fornuftig.
»Vi kan tilslutte os signalet om at sprede centralbibliotekerne geografisk. Det er stadig vigtigt, at overbygningsbibliotekerne har et antal og et omfang, der vil betyde, at de ikke mister følingen med virkeområdets karakter og behov,« skriver han blandt andet i et brev til Biblioteksstyrelsen.
I brevet understreger han dog, at centralbiblioteket i Odense bør bevares.
»Odense føler sig fuldt rustet, kompetent og anerkendt som et centralbibliotek, der lever op til de krav, man kan forvente af et fremtidsorienteret centralbibliotek. Ikke mindst på integrationsområdet har biblioteket haft en førende rolle, men også som en stærk faktor i at udvikle Odense som vidensby har biblioteket vist sin styrke,« skriver Anker Boye.
Odense Kommune har markeret sin støtte ved blandt andet at hæve sit årlige driftstilskud til centralbiblioteket. Også på de fynske folkebiblioteker er man optaget af Odenses funktion som centralbibliotek.
»Odense er god i forhold til kompetenceudvikling og udviklingsorienterede projekter. Det ville være et tab for Fyn, hvis Odense ikke længere skulle fungere som centralbibliotek,« siger Birgitte Karmann, bibliotekschef i Svendborg.
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) forventes at beslutte centralbibliotekernes fremtid inden sommerferien. Reformen træder dog først i kraft i 2009.