Græske banker kan bryde sammen, fordi Den Europæiske Centralbanks, ECB, ikke længere accepterer græske statsobligationer som pant.
Det konkluderer FIH Erhvervsbank i en kommentar ifølge Ritzau Finans.
ECB lukkede fredag for græske statsobligationer som pant for at få lån fra centralbanken. Derfor må de græske banker i stedet låne af den græske nationalbank.
- Denne handling, som de færreste har noteret sig, er et temmelig signifikant skifte i ECB's holdning til Grækenland, og det peger i retning af, at ECB ikke vurderer, at Grækenland er tilnærmelsesvist i nærheden af at leve op til de foreskrevne krav, lyder det.
- Dette holdningsskifte over for Grækenland kan indikere et mere pessimistisk syn på det sydeuropæiske lands evne til at leve op til kravene for at modtage hjælp fra EU og den internationale valutafond, IMF, vurderer FIH Erhvervsbank.
Den skærpede kurs kan mærkes i græske banker, hvor risikoen for et reelt kollaps i det græske banksystem er stor, skriver FIH Erhvervsbank.
Tirsdag mødes den græske regering med sine debitorer fra ECB, Den internationale Valutafond og EU-Kommissionen, som har lånt penge til Grækenland. Trojkaen vurderer, om Grækenland kan leve op til sparekravene.
/ritzau/FINANS