En vagtmand i Ishøj Bycenter syd for København blev fredag stukket i ansigtet med en kniv.
- Der bliver stukket ud efter ham flere gange, og han bliver ramt af et knivstik i ansigtet, fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Johnny Bonde.
- Jeg ved ikke, hvor alvorligt han er stukket, men han er ikke i livsfare, siger vagtchefen.
Fredag aften ved politiet endnu ikke, hvad der førte til det voldsomme optrin.
- Vagtmanden selv står helt uforstående over for, at han blev stukket, siger Johnny Bonde.
- Men der var temmelig mange mennesker i centret. Dem er vi nu i gang med at afhøre, ligesom vi kigger overvågningsbåndene igennem.
Efter overfaldet stak knivstikkeren af i retning mod Østergården.
Han beskrives som en mand med udenlandsk baggrund, 185 centimeter høj og kraftig af bygning. Tidligt fredag aften var han iført en sort bluse og sorte Adidas-bukser.
/ritzau/