Morten 'Duncan' Rasmussen spiller lige nu på en lejekontrakt i tyske Mainz. Men trods en god start i klubben, får danskeren ikke længere spilletid og klubben har allerede meldt ud, at de gerne vil sende Duncan tilbage til Celtic, hvis skotterne vil have ham tilbage.
Og det vil de gerne.
Celtics førstevalg i angrebet, Gary Hooper, har pådraget sig en ankelskade og er ude de næste par måneder. Derfor så Celtic gerne, at danskeren kommer tilbage til klubben.
"Hvis vi får ham tilbage her til januar, så ryger han direkte ind på holdet," siger Celtics manager Neil Lennon til sporten.dks skotske pressekilder.
"Jeg er ikke helt klar over, hvad vi kan gøre og om vi kan få ham tilbage, men jeg håber det. Morten har en målnæse, som vi kan bruge," siger han.
Celtic lejede Duncan ud i sin tid, da der var for mange om buddet i skotternes angreb.
Kilde: sporten.dk