Det er en noget tvivlsom ære, der er tilfaldet canadiske Celine Dion.
Ifølge en række musikeksperter står Dion bag det værste cover-nummer, der nogensinde er blevet lavet.
Nummeret så dagens lys, da hun under en koncert i Las Vegas for seks år siden forsøgte sig med AC/DC-nummeret 'You Shook Me All Night Long'. Det skriver BBC.
Og måske ved Celine Dion selv, at den er gal, for versionen blev aldrig udgivet. Du kan se en optagelse af nummeret nedenfor.
Det er magasinet Total Guitar, der har kåret de bedste og de værste numre. Ifølge eksperterne er den bedste genindspildning Jimi Hendrix's udgave af Bob Dylands 'All Along The Watchtower'.
Som nummer to på listen over de bedste ligger Beatles' version af 'Twist and Shout' efterfulgt af Guns N' Roses udgave af 'Live and Let Die', Nirvanas udgave af David Bowis 'The Man Who Sold the World' og Muse's udgave af 'Feeling Good'.
Nummer to på listen over de værste cover-numre er Sugababes og Girls Alouds udgave af 'Walk This Way' - et kæmpehit af Aerosmith og Run DMC.
Herefter følger Westlifes udgave af Extreme's 'More Than Words', Will Youngs 2002-udgave af 'Light My Fire' med The Doors og nummer fem på listen over dårlige cover-numre er The Mike Flowers Pops udgave af Oasis' 'Wonderwall'.
Celine Dion synger AC/DC-nummeret 'You Shook Me All Night Long':