Den tidligere professionelle balletdanser, Cecilie Lassen, der også har været dommer i ”Danmark har Talent” har begravet sin og musikeren Silas Bjerregaards, lille nyfødte datter.
Den lille pige kom til verden den 8. marts på rigshospitalet, men levede kun i 17 minutter. Parret har bedt om ro, mens de sørger over deres lille datter.
Mandag lagde Cecilie Lassen et billede op, hvor hun sidder med den lille kiste på en kirkegård. I forbindelse med billedet, har hun skrevet et rørende digt.
- Godnat lille Mimi. Mit hvileløse hjerte, leder efter dig. Som et flakkende ensomt gespenst i natten, er jeg udmattet og søgende. Hungrende efter solens varme og dit liv i mit. Jeg sander at vi sammen må eksistere i skyggerne, og under månens kolde lys vil jeg se dig. De små timer er vores. Når resten af livet sover, dér vil vi altid finde hinanden, og du vil lægge dig i mine arme igen, og min martrede krop vil for en stund finde ro, lyder ordene på instagram.
Cecilie Lassen har tidligere mistet et barn. Sidste år fandt hun under en scanning ud af, at hendes barns hjerte var holdt op med at slå. Derfor har hun under den seneste graviditet været meget påvirket af sit tidligere tab.
40-årige Cecilie Lassen og hendes mand er forældre til sønnen Alvin, der kom til verden i 2017.
De seneste år har flere kendte kvinder fortalt om deres sorg ved at mistet et barn. TV-værten Cecilie Hother, politikeren Joy Mogensen og radio-værten Sandie Westh har alle mistet deres børn.