Et dunkende blåt øje. Det er hvad Cecilie Hother starter sin søndag med at vise sine mange følgere på Instagram.
Den populære tv-vært kan takke sin seksårige datter Ellinor for sæbeøjet, som hun nu turnere rundt med.
- Da jeg kom hjem i går fra arbejde, var der fuld energi og glæde. Det resulterede i at Ellinor hoppede op i mit øje, mens jeg stod over hende og hjalp med flyverdragten. Voila: et stk. smukt hævet sæbeøje!, skriver Cecilie Hother.
Datteren var med det samme klar med trøst til sin mor – og det var heller ikke smertefrit for Cecilie Hother.
- Der blev pustet (leverpostejsånde). Der blev kysset (så sødt - men shit det gjorde ondt). Jeg fik plaster på (endnu mere sødt men smertefuldt), beretter TV-værten, der er en smule loren ved at skulle på skærmen med sit sæbeøje.
Cecilie Hother er ikke den første, der har fået ændret udseende takket være sine børn. I efteråret fik ”X Factor”-værten Sofie Linde ufrivilligt pandehår, efter hun var faldet i søvn på sofaen og hendes datter Trine fandt en saks.