DR-programmet “Kender du typen?” var tirsdag på besøg i en smuk villa i Lyngby.
Her skulle de to livseksperter Anne Glad og Jacob Holst Mouritzen vanen tro via quizzer og ledetråde forsøge at gætte sig frem til husets beboer.
En af quizzerne gik ud på at gætte, hvad husets kvindelige ejer gjorde, når nysgerrige folk stillede sig op på stien bag huset for at tage billeder.
Eksperterne blev præstenteret for tre muligheder, som med stor indlevelse blev opført af tre statister. De var “vinker og smiler”, “bliver rasende” eller “flasher bryster”.
Og som Anne Glad ganske rigtigt gættede, så var der så meget rebelskhed over ejeren - som altså viste sig at være Cecilie Hother - at brysterne blev flashet.
- Hun gør det, fordi de forbipasserende så ikke tager flere billeder, forklarede værten Tobias Hansen, der senere i forbindelse med afsløringen spurgte Cecilie Hother, hvorfor hun dog valgte at bruge brysterne som afskrækning:
- Jeg kan godt forstå, at folk stopper og kigger ind, men for mig er det lidt grænseoverskridende, når folk stopper og tager deres mobiltelefon. Og så tænker jeg, at man lige så godt kan sende dem en lille hilsen, og når de kommer hjem og ser på billederne måske føler sig lidt flove, forklarede Cecilie Hother.
Ugens afsnit af “Kender du typen?” kan ses her.