Lægerne havde forudset, at der skulle gå over et år, men allerede tre måneder efter sit kraniebrud i oktober er Chelsea-målmand Petr Cech klar til kamp igen.
Den tjekkiske målmand har sagt til hjemmesiden Skysports.com, at han sådan set kun venter på et grønt lys fra Chelseas lægestab, før han er klar til at stå på mål igen.
»Fysisk føler jeg mig 100 procent klar,« siger målmanden. Så er det bare spørgsmålet, om Chelseas portugisiske manager, José Mourinho, tør satse på sin sædvanlige førstemålmand.
Noget tyder på, at der er brug for den erfarne målmand. I Cechs fravær er Chelsea dumpet seks point bagefter Manchester United.
Der er dog håb endnu for Chelsea mener Petr Cech.
»Afstanden er ikke lille, men der er stadig mange kampe tilbage og ingenting er afgjort endnu,« siger han.