Ingen kunne true Mark Cavendish i massespurten på Champs-Élysées, hvor han vandt sin fjerde sejr i træk.
Samtidig rykkede han op på fjerdepladsen over ryttere med flest etapesejre i Tour de France og efterlader franskmanden André Darrigade på femtepladsen sammen med Lance Armstrong.
- I denne uge udlignede jeg André Darrigades rekord, og nu er jeg den bedste (nummer fire, red.) Det er noget helt særligt for mig.
- Mit navn vil - også i fremtiden - være på den liste over ryttere med flest sejre i Tour de France, siger Mark Cavendish.
Der er imidlertid langt op til den belgiske kannibal Eddy Merckx, som har vundet 34 etapesejre i det franske løb.
Søndagens sejr var Sky-rytterens tredje i dette Tour de France, og den blev - som den første af hans triumfer i Paris - vundet iført den regnbuefarvede trikot.
- Det er helt specielt for mig at vinde iført verdensmestertrøjen, og jeg håber at komme tilbage næste år og vinde den femte etapesejr på Champs-Élysées, siger Mark Cavendish.
Englænderen blev spurgt til, om han havde taget lidt for let på det hele tidligere på sæsonen, og om han havde været for fed.
- Det er overhovedet ikke sandt. Jeg har arbejdet på at komme i god form siden Giro d'Italia, for mit hovedmål var Tour de France, så det var ikke noget spil for mig.
- Det er slet ikke sjovt. Jeg har arbejdet hårdt.
- Det er virkelig utroligt, for dette løb er det vigtigste i verden, og hele min sæson er bygget op omkring Tour de France.
- Det er ikke bare det, at jeg vandt her på Champs-Élysées og tre etaper i alt. Jeg var også del af det hold, som vandt Tour de France, og det gør det yderligere stort for mig, siger Cavendish.
/ritzau/