Mange venter et festfyrværkeri i massespurterne i årets Post Danmark Rundt mellem cykelsportens to største sprintkanoner Mark Cavendish og Andre Greipel.
Men verdensmesteren og hans tyske udfordrer vil hellere nedtone forventningerne før løbets 1. etape med start og mål i Randers.
Benene har set bedre dage.
- Formmæssigt har jeg det ikke særlig fantastisk, men vi må se, siger Mark Cavendish.
Englænderen glæder sig dog meget til at køre løb på dansk grund, hvor han sidste år vandt VM i landevejscykling.
- Det er skønt at være her igen efter Giroen og VM sidste år. Jeg har gode minder fra Danmark, og jeg håber, at jeg kan få mere succes her, siger Mark Cavendish.
Den tyske Lotto-Belisol-rytter Andre Greipel, som vandt tre etaper i årets Tour de France, føler, at formen er vigende.
- Min topform er langt væk. Det mentale betyder også noget. Jeg har ikke flere mål i sæsonen, så jeg er her for at have det sjovt.
Så du ser ikke dig selv som favorit til en massespurt her, eller hvordan skal det forstås?
- Vi må se. Vi forsøger at køre nogle gode massespurter. Alle venter på store sprinteropgør mellem mig og Cavendish. Vi må se, om jeg stadig er på konkurrenceniveau.
- Vi skal have noget sjov her. Det er et godt løb, og vi har et stærkt hold med. Vi kører for Lars Bak i klassementet, og jeg vil forsøge at køre nogle gode massespurter, siger Andre Greipel.
/ritzau/