Den afsluttende spurt på 4. etape i Tour de France tirsdag blev en hård omgang for Mark Cavendish fra Dimension Data-holdet.
Den britiske cykelrytter røg ud i barrieren, da han forsøgte at komme inden om Peter Sagan.
Den slovakiske Bora-rytter gjorde sig bred, blandt andet med albuen, og Cavendish måtte en tur i asfalten og senere på hospitalet.
- Mark Cavendish slog sin skulder og hånd. På vej til hospitalet til yderligere undersøgelser. Flere informationer, når det er muligt, meddeler Dimension Data på holdets Twitter-profil.
Inden han tog på hospitalet, nåede Mark Cavendish at give sin version af styrtet.
- Jeg fulgte Démare (etapevinderen Arnaud Démare, red.), og så kom Sagan, siger Mark Cavendish ifølge cyclingnews.com.
- Jeg har det fint med Peter, men jeg forstår det ikke. Hvis han kom på tværs, var det én ting, men albuen?
- Jeg er ikke fan af, at han bruger sin albue på den måde. Jeg har det fint med Peter, og et styrt er et styrt, men jeg vil gerne vide noget om den albue, lyder det noget kryptisk fra den britiske sprinter.
Mark Cavendish har svært ved at vurdere, om styrtet kommer til at koste ham den videre deltagelse i Tour de France.
- Jeg er ikke læge, men ud fra hvordan det mærkes, er jeg ikke optimist, siger han.
/ritzau/