En af de mest vindende cykelryttere nogensinde sætter nu endegyldigt cyklen i garagen.
Supersprinteren Mark Cavendish bekræfter på Instagram, at søndagens private gadeløb i Singapore bliver karrierens sidste cykelløb.
- Søndag bliver det sidste løb i min professionelle karriere. Jeg er heldig at have lavet det, jeg elsker i næsten 20 år, og jeg kan nu sige, at jeg har opnået alt, hvad jeg kan på cyklen.
- Cykling har givet mig så meget, og jeg elsker sporten. Jeg har altid villet gøre en forskel i den, og jeg er nu klar til at se, hvad det næste kapitel gemmer til mig, skriver Mark Cavendish.
Den 39-årige sprinter står noteret for 165 sejre fordelt over 19 sæsoner. I år tog han rekorden for flest etapesejre i Tour de France-historien, da han vandt for 35. gang og dermed rykkede forbi Eddy Merckx på rekordlisten.
Karrierestoppet var ventet, men Cavendish har selv afvist at tale om fremtiden, når han er blevet spurgt af pressen.
Det skete blandt andet i slutningen af oktober, da han mødte op til præsentationen af næste sæsons Tour-rute. Og det skete igen i sidste weekend, da han kørte gadeløb i Japan.
Med lørdagens melding kan de sidste spekulationer stoppe.
Manden med tilnavnet "Manx Missile" vandt VM-linjeløbet i Danmark i 2011 og har et utal af store sejre på sit svulmende cv.
I flere omgange har han haft et frugtbart samarbejde med den jævnaldrende danske leadoutman Michael Mørkøv, der stoppede karrieren for få uger siden.
/ritzau/