Ritzau
Opdateret kl. 07:57
Den australske skuespillerinde Cate Blanchett skal være formand for juryen på filmfestivalen Cannes, som løber af stablen til maj.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
- Jeg er beæret over privilegiet og ansvaret for at være formand for dette års jury, siger skuespillerinden i pressemeddelelsen.
48-årige Blanchett bliver ifølge nyhedsbureauet AFP den 12. kvinde til at lede juryen på den franske filmfestival.
- Vi er glade for at byde sådan en sjælden og unik kunstner velkommen, hvis talent og overbevisninger beriger både skærm og scene.
- Vores samtaler fra dette efterår fortæller os, at hun vil være en engageret formand, er en passioneret kvinde og en storhjertet tilskuer, siger Pierre Lescure og Thierry Frémaux, to af festivalens ledende figurer, om valget af den australske skuespillerinde.
Blanchett er en af de skuespillerinder, som har markeret sig i kampen mod sexchikane i filmbranchen.
Hun har blandt andet været med til at lancere en kampagne, der skal tackle sexchikane i Hollywood, kaldet "Time's Up".
Hun var også ifølge AFP en af de første kvinder til at ytre sig mod og fordømme den amerikanske producer Harvey Weinstein, som er anklaget for en lang række seksuelle overgreb.
To gange har hun vundet en Oscar. I 2005 vandt hun en Oscar for bedste kvindelige birolle for sin rolle i filmen "The Aviator". I 2014 vandt hun for sin hovedrolle i filmen "Blue Jasmine".
Cannes filmfestivalen løber fra 8. maj til 19. maj. Det er i år 71. gang, at festivalen bliver afholdt.
Sidste år ledte den spanske instruktør Pedro Almodóvar festivalens jury, som tildelte den prestigefyldte pris Guldpalmen til den svenske film "The Square" med danske Claes Bang i hovedrollen.
/ritzau/