En generalstrejke er i gang i Catalonien. Den er indkaldt i protest mod det spanske politis hårde adfærd over for vælgere ved søndagens folkeafstemning om løsrivelse.
Der er tirsdag formiddag endnu ikke et samlet overblik over, hvor mange som strejker, men de fleste fagforeninger har meldt deres deltagelse, skriver El Pais og andre medier.
Ifølge Cataloniens trafiktjeneste har 24 strejkegrupper blokeret adskillige veje og motorveje, skriver dpa.
Klokken 11 blev der lagt blomster ved offentlige bygninger, som blev "angrebet" af det spanske politi søndag for at forhindre folk i at stemme.
2,2 millioner mennesker stemte ved folkeafstemningen, som den spanske regering og højesteret havde erklæret ulovlig. Ifølge den catalanske regering stemte 90 procent for løsrivelse. Stemmedeltagelsen var 42 procent.
BBC rapporterer, at en lang række sektorer er ramt af den én dag lange generalstrejke i Catalonien.
Turister vil kunne mærke det, ved at afviklingen af flytrafikken vil være langsommere, og de fleste turistmål vil være lukket. Men andre steder er billedet mere broget. Nogle butikker, supermarkeder og caféer holder åbent.
Reuters skriver, at metroen i Barcelona er lukket. Men af andre rapporterer fremgår det, at 40 procent af den offentlige transport stadig er kørende.
Cataloniens leder, Carles Puigdemont, siger, han vil holde sit løfte og ensidigt erklære Cataloniens uafhængighed.
Ved søndagens uro kom 893 personer til skade under sammenstød med politiet, siger den catalanske regering. Fire måtte indlægges på hospital.
Spaniens to største fagforeninger, CGT og CCOO, meddelte mandag, at de ville tilslutte sig tirsdagens generalstrejke.
De opfordrede samtidig til, at der indledes en dialog mellem den spanske regering og Catalonien
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.