Oktober var en usædvanlig og kaotisk måned for Spanien i almindelighed og for Catalonien i særdeleshed.
Cataloniernes forsøg på at vinde uafhængighed afspejler sig tilsyneladende i de seneste jobtal fra beskæftigelsesministeriet i Madrid.
Regionen i det nordøstlige Spanien er den hårdest ramte, hvad angår tabte job, når man sammenligner med Spaniens øvrige 16 selvstyreregioner.
Catalonien har mistet 15.000 job i oktober. Samlet set faldt antallet af spaniere i job med 58.000 i oktober.
Dermed tegner den uroplagede region sig for cirka hvert fjerde jobtab.
Den politiske usikkerhed i regionen førte til, at mange virksomheder flyttede deres hovedkvarterer væk fra Catalonien.
De frygtede, at de ville blive lukket ude af EU's indre marked, hvis regionen pludselig ikke længere var EU-område.
Arbejdsløsheden er fortsat meget høj i Spanien. 3,4 millioner mennesker er uden arbejde.
Catalonien stemte 1. oktober om uafhængighed. Det blev et overvældende ja til løsrivelse, men stemmeprocenten var blot 43. Der var store demonstrationer både for og imod løsrivelse i Barcelonas gader.
Målinger har vist, at omkring halvdelen af vælgerne i Catalonien ønsker et samlet Spanien.
/ritzau/AP