Ritzau
Opdateret kl. 22:20
Carles Puigdemont, Cataloniens præsident, har underskrevet en uafhængighedserklæring for Catalonien.
Det skriver Reuters.
Underskriften er sat nogle timer efter, at Puigdemont holdt en tale i den spanske regions parlament i Barcelona.
Her talte han om situationen efter folkeafstemningen 1. oktober, hvor et flertal af de afgivne stemmer i Catalonien stemte for selvstændighed.
Men Spaniens regering og højesteret havde på forhånd erklæret afstemningen forfatningsstridig.
Tidligere tirsdag aften sagde Puigdemont i parlamentet, at parlamentet ifølge den lov, der ligger bag folkeafstemningen, kan erklære Catalonien selvstændig 48 timer efter, at regeringen har fremlagt resultatet af afstemningen for parlamentet.
Men han sagde også, at denne ret bør suspenderes, så Catalonien kan forsøge at få en dialog i gang med regeringen i Madrid.
Puigdemont var ikke den eneste, der underskrev uafhængighedserklæringen.
Det amerikanske nyhedsbureau AP skriver at erklæringen blev underskrevet af parlamentarikerne i regionens parlament. Der er 135 medlemmer.
Der var sent tirsdag aften fortsat ikke noget svar fra den spanske regering på udviklingen i Barcelona.
BBC rapporterede, at premierminister Mariano Rajoy havde afsat tirsdag aften og hele onsdagen til møder i forbindelse med den catalonske sag.
Reuters skrev, at den socialistiske oppositionsleder i Spaniens parlament, Pedro Sanchez, var på vej til Rajoy for at drøfte situationen.
Regeringen i Madrid har afvist at forhandle med lokalregeringen i Barcelona om sagen, før selvstændighedsplanen er taget af bordet, idet den ifølge regeringen er forfatningsstridig.
/ritzau/reuters