Cubas skrantende leder, Fidel Castro, får nu hjælp udefra. En spansk læge er blevet fløjet til Havana for at undersøge Castro. Det bekræftede de spanske sundhedsmyndigheder mandag. Samtidig kom det frem, at Spanien har sendt medicin til Cubas leder siden juni, men man ville ikke ud med oplysninger om den cubanske leders helbred.
Den læge, der nu er fløjet til Cuba, er specialist i tarmlidelser og især i kræftsygdomme i tarmen, men cubanske embedsmænd fastholder, at Castro ikke er dødeligt syg.
Castro gennemgik i juli en tarmoperation og har ikke vist sig offentligt siden. Han har midlertidigt overgivet magten til sin lillebror, Raul Castro.