Mens rygterne svirrer om Fidel Castros sygdom, så prøvede den 80-årige diktator i sin årlige nytårstale at mane rygterne om hans snarlige død i jorden.
Castros nytårstale blev læst op i de cubanske medier over hele landet. Og den slår fast, at diktatoren selv tror på, at han er på vej tilbage til magten.
»Med hensyn til min helbredelse, så har jeg altid sagt, at det ville være en lang proces. Men det er langt fra et tabt slag,« skriver Castro i talen ifølge BBC.
Fidel Castro har været indlagt siden juli med maveproblemer, og hans bror Raul Castro leder i dag Cuba.
Amerikanske eksperter mener, at Fidel Castro lider af kræft, men det har en uafhængig spansk læge for nylig afkræftet. Ifølge Dr. Garcia Sabrido lider Castro af problemer med fordøjelsessystemet.