Eksilcubanerne i Miami har forlængst planlagt en stor fest, til når Fidel Castro dør. Men de kommer tilsyneladende til at udskyde festen.
Cubansk tv viste tirsdag de første levende billeder af landets diktator i tre måneder, og ifølge BBC så Castro friskere ud, end sidst han tonede frem på tv.
Billederne er angiveligt optaget i mandags og viser Fidel Castros møde med sin venezuelanske allierede, Hugo Chavez. Mens kameraerne ruller, drikker Castro appelsinjuice og joker med Chavez.
De to socialister afslutter deres møde med de fælles ord:
»Vi vil triumfere. Fædreland, socialisme eller døden.«
Fidel Castro har været syg siden juli, da han blev opereret i maven. Ifølge Cubas regering lider han af tarmproblemer, mens amerikanske efterretningskilder mener, han har kræft.
Castros lillebror Raul leder landet i storebrorens fravær.