Venstrefløjen Casper U. Mortensen er med på bænken, når Danmarks håndboldlandshold torsdag aften møder Norge ved VM.
Mortensen har været skadet i de seneste to kampe, men er klar til at spille, hvis der bliver brug for ham i gruppefinalen.
I de to første kampe viste han stor sikkerhed med 13 mål på lige så mange forsøg.
- Han er klar til at komme ind, hvis det er, siger landsholdets assistenttræner, Henrik Kronborg.
Danmark stiller op helt som ventet mod Norge. På mål står Niklas Landin, der indtil videre har en redningsprocent på 51 i turneringen.
Lasse Svan og Magnus Landin passer fløjene i henholdsvis højre og venstre side, mens de tre bagspillere er Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Nikolaj Øris. René Toft Hansen er den foretrukne stregspiller.
Henrik Møllgaard kommer på banen, når holdet forsvarer og erstatter Øris.
Både Danmark og Norge har gjort rent bord med fire sejre i gruppe C, og de to hold kæmper om gruppesejren og muligheden for at tage fire point videre til mellemrunden, hvilket vil være et stort skridt mod semifinalen.
- Det vil se bedre ud med en sejr, men omvendt skal man være klar over, at det ikke er afgørende at vinde for at komme i semifinalen.
- Men et nederlag kan gøre, at vi skal vinde tre kampe i mellemrunden, siger Kronborg.
Kampen begynder torsdag klokken 20.15.
/ritzau/