Skulder ved skulder. Det er fagbevægelsens mantra, og det har det været i de langstrakte overenskomstforhandlinger, der nu er afsluttet.
Noget tyder på, at stadig flere danskere er begyndt at kende til udtrykket, for flere fagforeninger har under OK18-forhandlingerne oplevet medlemsfremgang. Ikke mindst i Nordjylland, hvor flere nordjyske fagforeninger mærker, at medlemskartoteket er begyndt at bugne. Det skriver TV 2 Nord.
Jurist Casper Burkal Nielsen, der underviser i erhvervsjura på Aalborg Handelsskole, er nyt fagforeningsmedlem hos Djøf. For ham viste overenskomstforhandlingerne, at det kan være nyttigt at være organiseret.
- Nu har jeg meldt mig ind igen på grund af den store medieomtale af overenskomstforhandlingerne. Før troede jeg kun, at man kunne bruge sin fagforening, når man havde en personlig konflikt med sin arbejdsgiver. Men så gik det op mig, at man også skal bruge den, når der forhandles overenskomster, siger han til TV 2 Nord.
Handelsskolelæreren var medlem af Djøf, da han studerede, men han meldte sig ud, da han ikke følte, at han fik noget ud af sit medlemskab. Det har ændret sig nu. Han forklarer, at han ”har fået øjnene op for, hvad en fagforening kan bidrage til”.
Ifølge det nordjyske lokalmedie er der siden 1. januar kommet 300 flere medlemmer i FOA Nordjylland, 365 nye medlemmer i HK Stat og Kommunal, 100 nye hos Aalborg Lærerforening og 172 flere hos 3F Aalborg.
En stikprøve DR Nyheder har foretaget blandt fagforeninger i hele landet viser, at flere studerende også har fået øjnene op for faglig organisering. Både Pædagogernes Landssammenslutning (PLS) og Dansk Magisterforening oplevede således stor medlemsfremgang i perioden, hvor konflikt- og lockoutvarslerne blev udsendt.