X Factor trækker hver fredag aften hele Danmark til skærmen for at følge, hvem af de håbefulde sangtalenter der løber med den eftertragtede pladekontrakt. Men stod det til komikeren og talkshow-værten Casper Christensen burde programmet sendes direkte i skraldespanden.
Han er nemlig forarget over, at DR vælger at lukke og slukke for satiren på DR2 næste år.
"Så luk dog hellere X Factor én gang for alle," siger Casper Christensen til B.T.
Den blonde komiker frygter, at tv-kanalen sender en masse ligegyldige programmer, som ingen alligevel gider at se.
"Det er for dumt. Det er en tåbelighed på lige fod med beslutningen om at lukke Montage- og dokumentar-afdelingen i DR. Det bliver til en McDonalds-kanal med Happy Meals, som ingen gider æde," siger Christensen.
For at det ikke sker, foreslår han, at TV 2 køber dygtige talenter fra DR2, da satire er med til at brande en tv-kanal.
Synspunkterne bakkes op af både Esben Pretzmann fra 'Drengene fra Angora' og mændene bag 'Rytteriet' Martin Buch og Rasmus Botoft. Selv havde Casper Christensen stor succes med "Casper og Mandrilaftalen" på DR2 for en del år tilbage.