Et interview på DR-K med forsangeren i Magtens Korridorer, Johan Olsen, har fået Casper Christensen op af stolen. Sangeren kalder Christensens gamle program 'Tæskeholdet' for 'Drengerøv på den meget usympatiske måde'.
Det var ellers det program, hvor bandet slog igennem med sangen 'Hestevisen,' efter de var blevet inviteret ind i studiet af Casper Christensen. Sangen handler om dressurrytteren Anne-Grethe Törnblad, som blev kaldt 'hesteluder'.
"Dårlig stil, når man tænker på, at det var 'Tæskeholdet', der sørgede for deres gennembrud med 'Hestevisen'," svarer studieværten igen på sin Facebookprofil ifølge bt.dk.
Johan Olsens taknemmelighed over for Casper Christensen og det gamle program er da heller ikke ligefrem til at få øje på. Han kaldte blandt andet 'Tæskeholdet for 'Ekstremt ubehøvlede', 'de mobbede folk' og 'sindssyg usympatisk'.