Danmark har flere points end Spanien. Derfor er vi et bedre hold.
Sådan ræsonnerer den 25-årige spanske anfører og målmand Iker Casillas forud for aftenens EM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Spanien i Madrid.
- Danmark har fire points mere end Spanien, og så må de også være et bedre hold, siger han til sportsavisen AS.
Men sådan kan man ikke stille det op, riposterer spaniernes træner, Luis Aragonés:
- Med al respekt for det danske hold - som er et godt hold - så er Spanien teknisk overlegne. Vi skal spille i et højt tempo og få et hurtigt mål, så vi forhindrer, at danskerne slår til på kontra, siger han til avisen.
Samme avis har også fat i den danske landstræner Morten Olsen. Han bliver bedt om at forholde sig til, at den spanske angriber Emilio Butrageno - der med fire mål i 1986 var med til at slå Danmark med 5-1 - kalder Danmarks forsvar dengang for "meget dårligt".
- Sagde han virkelig det? Lad der ingen tvivl være om, at det danske forsvar er bedre i dag end det var i 1986, siger Morten Olsen til AS.
En anden stor spansk sportsavis, Marca, hæfter sig under overskriften "Gode minder om Danmark" ved statistikken over de to holds indbyrdes kampe. Kun to gange af tretten mulige er Danmark gået sejrrigt ud af mødet med Spanien - seneste gang i København i 1993 - og spanierne noterer sig for ni sejre. To er endt uafgjort.
- Og hvad mere er, så har vi kun tabt en enkelt kamp hjemme til danskerne på stadion Santiago Bernabéu. Det var i 1979, skriver avisen.
Og fortsætter så:
- Og det var en venskabskamp.
Der er kick-off klokken 22 i aften.
Se stillingen i Danmarks gruppe her: http://www.uefa.com/competitions/euro/standings/index.html