Forfatteren Carsten Jensen fik tirsdag overrakt P2 Romanprisen på 25.000 kroner for sin roman Vi, de druknede .
Romanen handler om skibskatastrofer, død, had og længsel i en lille by på Ærø.
- En fantastisk måde at lave danmarks- og lokalhistorie på, lød begrundelsen fra juryen, der bestod af deltagere fra folkebibliotekernes romanlæseklubber.
Romanlæseklubberne er resultatet af et samarbejde mellem Biblioteksstyrelsen og Danmarks Radio, som nu har kørt i to sæsoner. Idéen er, at bibliotekerne opretter læsekredse, som mødes en gang om måneden for at diskutere månedens roman.
Radioprogrammet P2 Plus sender direkte fra diskussionerne på bibliotekerne. Blandt de syv romaner, som romanlæseklubberne har læst i denne sæson er Trisse Gejls ’Patriarken’, Ib Michaels ’Blå Bror’ og Knud Romers ’Den som blinker er bange for døden’.