Det er ikke kun danskerne, der skal glædes med ørehængende elektroniske rock fra Carpark North.
Gruppen har netop sat deres autograf på en kontrakt med det svenske pladeselskab Svedala, som kommer til at stå for gruppens salg i resten af verden.
Pladeselskabet er nystartet, men har i de tre ledende skikkelser - kaldet Mr. Radar Music - nogle erfarne kræfter, der tidligere har arbejdet med kunstnere som Kent, Eagle-Eye Cherry og Lisa Ekdahl.
Torbjörn Sten fra Mr. Radar Music mener, at Carpark North er alt for gode til kun at operere i Danmark.
"Det er et fremragende band, og vi er meget stolte og beærede over at arbejde sammen dem uden for Danmark," lyder det i en pressemeddelelse fra Svedala.
Det første resultat af det nye samarbejde kan ifølge pladeselskabet høres i foråret 2010.