Det tog lige godt og vel en time for Caroline Wozniacki at lammetæve den 18-årige russer Anastasia Pavlyuchenkova med de overbevisende cifre 6-2 6-2.
Dermed kan Wozniacki nu se frem til en kvartfinale mod ingen ringere end den tidligere verdensetter Justine Henin fra Belgien i WTA turneringen i Miami.
Og Caroline Wozniacki, der ellers har døjet med sygdom, mener selv, hun har en god chance for at spille sig i semifinalen.
"Det gælder om at komme ind og styre spillet på banen. Det passer mig fint nok at møde Henin, det gælder jo bare om at tage det stille og roligt. Gør jeg det, er jeg sikker på, jeg har en god chance," siger Caroline Wozniacki til tv2.dk.
Kvartfinalen mellem Wozniacki og Henin bliver spillet natten til onsdag.