I Australien har de mange kænguruer. Det ved alle.
Og når tennissportens største stjerner så i disse dage spiller Australian Open, vil det derfor heller ikke være helt unaturligt, at de møder et af de hoppende dyr.
Da den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki i dag mødte op til træning, havde hun et plaster på højre skinneben, og skaden skulle angiveligt være kommet efter nærkontakt med et de australske pungdyr.
"Jeg ville prøve at hjælpe en kænguru i parken, og så blev den lidt aggressiv, og så fik jeg en over foden," sagde danskeren med et skævt smil til verdenspressen.
Det var dog ikke helt sandt. Tennispigen var i stedet stødt ind i nogle redskaber i fitness-rummet i forbindelse med sin træning.
Den lille skade forhindrer dog ikke Wozniacki i at være klar til 2.-rundekampen senere i dag. Her møder hun amerikaneren Vania King.
Kilde: EB