Det er ikke kun Caroline Flemings søn, Nicholas, som hun har med fodboldspilleren Nicklas Bendtner,d er er ramt af svær ADHD. Det er hun såmænd også selv – det fortæller hun i et opslag på Instagram.
Den 45-årige TV-personligheds søn blev for lidt over et år siden udredt og blev i februar 2020 diagnosticeret med svær ADHD. Hun valgte derfor at blive ambassadør for ADHD-foreningen. Men nu viser det sig, at hun også selv er ramt af lidelsen i meget svær grad.
– 45 år 5 måneder og 8 dage har det taget mig at finde ud af, at jeg har ADHD. Jeg har haft alt for travlt med at have ADHD til overhovedet at Skænke det en tanke. Diagnosen er stadig et meget nyt territorie for mig. I det øjeblik jeg delte diagnosen med mine tætteste veninder, sagde de, med det samme, ”det har vi da vidst i mange år”, skriver Caroline blandt andet i et længere indlæg, som du kan finde her.
– Jeg har en svær ADHD, og jeg har i mange år bong’et ud på adskillige parametre, uden at være bevidst om det. Min psykiater siger at det bla. er fordi at jeg har en høj IQ og jeg har lært mig selv strategier for at overleve og kunne navigere i mit liv. Det har udvist sig hos mig bl.a. i form af søvnløshed, angst, depression, OCD og hyper overfølsomhed, lyder der videre.
Hun forklarer også, at hun er åben omkring sin egen diagnose for at øge kendskabet til lidelsen. Og skaffe hjælp til de ramte.
Fakta – ADHD
ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som giver forstyrrelser i personens opmærksomhed og aktivitet. 2-3% af alle børn har diagnosen.
ADHD er karakteriseret ved kernesymptomerne:
- Opmærksomhedsforstyrrelse
- Hyperaktivitet
- Impulsivitet
Mennesker med ADHD har primært svært ved at koncentrere sig, skabe overblik og struktur og ved at planlægge og gennemføre aktiviteter.
Kilde: ADHD-foreningen.