Den sidste bold kan meget vel være sendt over nettet for 34-årige Kenneth Carlsen, der har tegnet dansk tennis i 15 år. Onsdag eftermiddag holder han hof for pressen i Kløvermarkens Tennisklub, og spekulationerne går på, at den blonde dansker stopper sin karriere efter et meget skuffende forår.
Forventninger til den nye sæson var ellers store, da Nyhedsavisen talte med Kenneth Carlsen lige før jul. Målet var at komme tilbage til top 100 i verden – gerne den bedre halvdel – , og et karrierestop var slet ikke på tale trods den fremskredne alder.
Men i dette forår har der været usædvanlig langt mellem sejrene selv i mindre turneringer, og usædvanlig kort mellem at Carlsen har måtte sætte sig på en ny flyver til en ny destination. Carlsen i øjeblikket er placeret som nummer 200 på verdensranglisten.
Småt med penge
De bedste resultater i denne sæson har været kvartfinaler i Challengerturneringer i Florida og Bosnien, men den slags giver hverken mange point eller penge. Samlet indbragte de to højdepunkter Kenneth Carlsen godt 12.000 kroner i premiepenge, mens andre turneringer i dette forår har indbragt københavneren ned til 1.437 kroner.
Den skuffende udvikling kan være forklaringen på, at københavneren efter alt at dømme har spillet sin sidste bold på ATP-turen efter en lang karriere, der toppede allerede i 1993. Her opnåede Carlsen sin bedste placering på verdensranglisten – nummer 41 – og den svenske stjerne Stefan Edberg måtte bukke under for det danske es i Wimbledon.