Carlsberg tilbagekalder et mindre antal glasflasker med Coca Cola Zero, fordi det ikke fremgår af etiketten på bagsiden, at der er tale om Zero-udgaven.
Bagetiketten, hvor ingredienslisten findes, er nemlig fejlagtigt den klassiske Coca Cola.
- Det tilbagekaldte produkt indeholder en phenylalanin-kilde, som ikke fremgår af Coca Cola Regular-bagetiketten.
- Phenylalanin kan i sjældne tilfælde være allergifremkaldende, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse ifølge nyheder24.dk.
Flaskerne indeholder 25 centiliter og er produceret 6. september. De har en udløbsdato mellem 5. marts 2022 klokken 23.24 og 6. marts 2022 klokken 00.14.
Har du de pågældende flasker stående, opfordrer Carlsberg til, at du returnerer dem til den butik, hvor du har købt dem.
Glasflaskerne er blandt andet solgt i flere af Dagrofas engrosbutikker. Det gælder i Valby og Horsens.
De er også solgt i DagliBrugsen i Frøstrup og Sørvad. Det samme er tilfældet i Meny i Ordrup.
Årsagen til tilbagekaldelsen er altså ikke, at colaerne fejler noget - men der er simpelthen trykt forkert etiket på dem.
Flaskerne er Coca Cola Zero - altså cola uden sukker - og de har fået påtrykt en bagetiket med den klassiske Coca Cola.