Manchester City halede mandag aften en anelse ind på Premier Leagues tophold fra Manchester United med en 1-0-sejr ude over Aston Villa.
Carlos Tévez blev matchvinder med en scoring umiddelbart før pausen.
Edin Dzeko gjorde forarbejdet, da bosnieren sled sig igennem i venstresiden og afleverede på tværs til Tevez, der tog et skarp træk med bolden. Både Aston Villa-målmand Brad Guzan og en forsvarsspiller blev snydt af finten, og så kunne Tevez løbe bolden over målstregen til 1-0.
Selv om de nedrykningstruede værter ydede god modstand, så var det de forsvarende mestre fra City, der var bedst.
20 minutter før slutfløjt var en storspillende Yaya Toure tæt på at afgøre kampen, da han fra kanten af straffesparksfeltet skød på stolpen. Edin Dzeko fulgte op, men var offside, da han bankede bolden i nettet.
Sejren bringer Manchester City op på 59 point - hele 12 færre end Manchester United på førstepladsen. Aston Villa ligger på tredjesidstepladsen med 24 point. Der resterer 10 spillerunder i Englands bedste fodboldrække.
/ritzau/