Den spanske teenager Carlos Alcaraz har vundet sin første grand slam-titel med en finalesejr i US Open over norske Casper Ruud.
Alcaraz vandt i fire sæt med cifrene 6-4, 2-6, 7-6, 6-3 i en kamp, der strakte sig over 3 timer og 20 minutter.
Sejren betyder samtidig, at Alcaraz overtager førstepladsen på verdensranglisten fra russiske Daniil Medvedev.
Med sine blot 19 år er Alcaraz den yngste nogensinde, der ligger nummer et på herrernes verdensrangliste i den åbne æra.
Hidtil har den rekord tilhørt australske Lleyton Hewitt, som i 2001 blev verdensetter i en alder af 20 år.
Alcaraz har været regnet som den store komet i tennisverdenen i denne sæson.
Fire ATP-titler er det blevet til, og da Alcaraz i foråret vandt den store ATP 1000-turnering i Miami, var Casper Ruud også dengang modstanderen i finalen.
Ruud jagtede ligesom Alcaraz sin første grand slam-titel i søndagens finale, men nordmanden måtte igen se sig slået.
Han avancerer dog til andenpladsen på verdensranglisten, hans hidtil højeste placering.
Alcaraz brød Ruuds serv allerede i kampens tredje parti. Derfra holdt spanieren serv og vandt første sæt 6-4.
I andet sæt fandt nordmanden et højt niveau. Med to servegennembrud vandt han sættet i overbevisende stil med cifrene 6-2.
Tredje sæt blev meget lige og skulle blive nøglen til sejren. Ruud havde sine muligheder for at vinde sættet, da han spillede sig til to sætbolde ved stillingen 6-5 i Alcaraz' serv.
Spanieren afværgede dog begge og fik sættet ud i tiebreak efter et maratonparti. I tiebreaken var der imidlertid ingen tvivl. Ruud kom foran 1-0, men Alcaraz snuppede de næste syv point og dermed sættet.
I fjerde sæt brød Alcaraz til 4-2, og det kunne Ruud ikke svare tilbage på. Alcaraz kom aldrig i problemer i egen serv, og han udnyttede sin anden matchbold, før han faldt om på ryggen på banen i ren lykkerus.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.