85-årige Carlo Kofod-Jensen har aldrig helt forstået postyret om højhusene Agerkær og Ruskær i Rødovre.
»Jeg har overhørt andre beboere tale om, at deres bøjler rasler på bøjlestangen, og at deres vand skvulper i deres glas, når det blæser kraftigt, men det har jeg ikke oplevet. Ikke engang min karaffel eller snapseflaske ovenpå mit skab har rykket sig en tøddel under blæsevejr,« siger Carlo Kofod-Jensen.
Og hvis hans hjem alligevel ikke risikerer at brase i stormvejr, må højhusenes ejer, Arbejdernes Andelsbolig Forening, i gang med at renovere i stedet for at rive.
»Hvis højhusene kan renoveres, hvorfor så rive dem ned?« spørger Carlo Kofod-Jensen, der bor på 13. etage i det ene højhus, Agerkjær.
Han har fra begyndelsen været temmelig mystificeret over den evakuering, som fandt sted af beboerne nytårsdag, af snakken om et muligt kollaps af hans hjem gennem 24 år og af udsigten til nedrivning og genhusning.
Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har det tilsyneladende heller intet på sig, at højhusene skulle risikere at brase sammen i et heftigt stormvejr. Det fremgår af en vurdering, som SBI har offentliggjort fredag.
»Det, synes jeg, er helt i orden. Jeg er jo glad for at bo her og er ikke interesseret i at skulle flytte,« siger Carlo Kofod-Jensen
Han mener dog, at det er en god idé at få en tredje part til at tage stilling til de to modstridende vurderinger af vejrligets mulige påvirkning af højhusene, sådan som Rødovres borgmester har krævet det.
»Ak, ja, så fortsætter det lidt tid endnu. Det er ikke sådan med det. Jeg håber bare, at jeg kommer til at kunne bo her, indtil jeg ikke kan bo selv mere,« siger han.