Remee nedbryder teenagernes selvtillid med sin hårde måde at give kritik på. Og folk, der opfører sig på den måde, har ifølge terapeut og penistilbeder, Carl-Mar Møller, psykopatiske træk.
"Så når dommer Remee siger til en pige på 16 år: 'Du skal finde nogle nye forældre, fordi du kan ikke synge', så er det efter min mening en psykopatisk adfærd," skriver Carl-Mar Møller i et debatindlæg til B.T.
Efter Carl-Mars mening har Carsten Soulchock den samme type adfærd overfor deltagerne i det populære talentshow.
"Hans kropssprog viser foragt og afsky for dem, der ikke kan synge. Man kan godt fortælle en lille pige eller dreng sin mening på en måde, der ikke nedbryder modtagerens selvværd, f.eks. 'Jeg synes, du skal finde en sanglærer og komme igen en anden gang,'" skriver Carl-Mar.
Han vurderer, at dem, der er blevet svinet til af Remee og Carsten Soulchock, vil blive mobbet i skolen det næste års tid.