Noget tyder på, at formanden og næstformanden i Folketingets kulturudvalg forsøger at lægge låg på sagen om den omstridte Caribiens-tur. I hvert fald afviser de Pernille Frahms (SF) ønske om hurtigt at samle kulturudvalget for at få en redegørelse om sagen.
"Jeg har talt med formanden og næste møde er den 18/2. Formanden er bortrejst, og beslutningen er truffet, og der er ikke behov for yderligere kommentarer til pressen," skriver næstformanden Preben Rudiengaard (V) således i en privat mail til Pernille Frahm.
Caribiens-turen blev først et hedt emne i medierne, efter at det kom frem, at intet mindre end 17 politikere og to embedsmænd havde meldt sig til turen. Det ville samlet set koste skatteyderne 450.000 kroner for en tur, der mere og mere antog form af en badeferie.
I weekenden besluttede formanden Karin Nødgaard (DF) og næstformanden at aflyse turen, da det kom frem, at kulturudvalget allerede havde overskredet rejsebudgettet med rejser til blandt andet Brasilien og Venedig.