I næsten 60 år har den maskede mand i tætsiddende blåt, hvidt og rødt kæmpet på det godes side. Men nu er det slut for Captain America.
Den retfærdige helt – der går under navnet Steve Rogers, når han ikke er ude i superheltenes ærinde – er en af de mest elskede tegneseriefigurer. En helt, der har kæmpet mod Hitler, Tojo, kommunisme og en lang række superskurke. Alligevel har Marvel Comics valgt at dræbe ham af noget så simpelt som en snigskyttes kugle.
Det sker i den allerede kontroversielle historierække »Civil War«, hvor heltene fra Marvel-universet kæmper mod hinanden.
I serien skal Steve Rogers, aka Captain America, blandt andet i retten for at afvise en lov om registrering af superhelte, efter en af heltene anklages for en 11. september lignende begivenhed.
Marvel har fortalt, at serien er skrevet som en allegori over virkelige begivenheder som den amerikanske Patriot Act, krigen mod terror og naturligvis 11. september.
Captain America kom til verden i 1941, lige da USA var gået ind i Anden Verdenskrig. Han blev symbol på styrke og vilje til kamp.
»Han har ikke levet i den moderne verden, og verden bevæger sig,« siger Marvels chefredaktør Joe Quesada ifølge CNN.
Quesada siger, at læserne selv må finde en mening med Captain Amerikas død.
»Man kan læse meget ind i døden. Men jeg er ikke den, der skal fortælle det til folk. Det handler om, hvad du læser ind i det, for jeg kan i hvert fald selv læse flere forskellige budskaber,« siger han.
Men alligevel: Er Captain America virkelig død?