Det blev ikke nogen perfekt start for Fabio Capello, da han onsdag aften stod i spidsen for det russiske fodboldlandshold for første gang.
Rusland måtte på Lokomotiv Arena hjemme i Moskva nøjes med 1-1 i en testkamp mod Elfenbenskysten, der udlignede med 13 minutter igen.
En af de store profiler fra Ruslands EM-hold midtbanespilleren Alan Dzagoev bragte russerne foran kort inde i anden halvleg, men i sidste ende rakte det ikke til sejr mod Elfenbenskysten, der blandt andre mønstrede Didier Drogba og Yaya Touré.
Capello havde fravalgt den sædvanlige anfører Andrei Arshavin i sin startopstilling, men offensivspilleren kom dog på banen kort efter Dzagoevs scoring - uden dog at kunne bidrage til yderligere jubel i den russiske hovedstad.
I stedet sørgede Max Gradel for afrikanernes udligning.
Fabio Capello blev ansat efter Ruslands skuffende EM-præstation, hvor holdet røg ud efter indledende gruppespil i en pulje, der på forhånd så overkommelig ud.
Italieneren har dog afvist at ville gennemføre nogen revolution på landsholdet, der i hans første kamp ved roret hovedsageligt bestod af veltjente kræfter.
/ritzau/