Først gik det sløvt med at få hevet guldmedaljerne hjem, men så tog høsten fart og Canada fører nu guldkapløbet med hele 13 vundne guldmedaljer.
Og der er mulighed for at hente endnu mere af den højeste karat, når Canada i nat dansk tid, tørner sammen med USA i ishockey-finalen.
Tyskland kommer ind som nummer to på guldlisten med 10 medaljer af guld, og da der kun er ishockeyfinalen og mændenes 50 kilometer langrend tilbage kan værtsnationen ikke hentes.
Med de 13 medaljer er Canada sikret en status som mest vindende værtsnation nogensinde, men kan også slå rekorden for flest vundne guldmedaljer, hvis de altså vinder ishockey-finalen i nat.
Så slår canadierne rekorden på 13 guldmedaljer, som indehaves af Sovjetunionen og Norge, der i henholdsvis 1976 og 2002 også opnåede 13 gange guld.
Canada kan dog ikke nå, at blive den nation, der henter flest medaljer ved dette vinterlege. USA topper nemlig her listen med 36 guld-, sølv- og bronzemedaljer. Tyskland har 29 og Canada 25.