Opdateret kl. 13:31
En eksplosion i en campingvogn i Melby i Nordsjælland mandag morgen udviklede sig voldsomt.
Ved branden kom en 55-årig mand til skade, men han risikerer også senere at blive straffet.
Det var lidt efter klokken seks mandag morgen, at politiet fik meldingen om sagen fra Bokildegårds Camping. Branden bredte sig til flere andre campingvogne.
Politiet kunne hurtigt oplyse, at den 55-årige ikke var i livsfare efter branden, men efter behandling på hospitalet blev han anholdt af politiet.
Han sigtes blandt andet for at have udsat andre for livsfare. Det skyldes, at der i vognen lå "en del" fyrværkeri. Desuden sigtes han for at have overtrådt fyrværkeriloven og beredskabsloven.
Sagen fik politiet til at tilkalde forsvarets ammunitionseksperter. Ved middagstid mandag kan Nordsjællands Politi ikke udtale sig nærmere om omfanget af fyrværkeriet.
/ritzau/