Den tidligere badmintonspiller Camilla Martin blev lørdag aften valgt ind i idrættens Hall of Fame som det 28. medlem.
Det skete ved Sport 2012-showet i Herning.
38-årige Camilla Martin havde en stor karriere i damesingle, hvor hun i mange år var totalt dominerende i Danmark.
Endnu mere væsentligt formåede hun at udfordre de bedste asiatiske spillere.
Hendes største triumf kom i 1999, da hun vandt VM-guld i Brøndby-Hallen.
Året efter vandt Camilla Martin sølv ved OL i Sydney, og i 2002 strøg hun til tops ved den traditionsrige All England-turnering i Birmingham.
Efter karrieren har Camilla Martin skabt sig en karriere i medierne, og hun er i dag studievært hos tv-stationen Viasat.
/ritzau/