I weekenden springer den 33-årige tidligere badmintonspiller, Camilla Martin, ud som tv-vært. Det sker, når hun sammen med den mere erfarne vært, Jakob Kjeldbjerg skal guide seerne igennem weekendens SAS liga-kampe. Det skriver bt.dk.
- Jeg er selvfølgelig vildt spændt. Men jeg har en rigtig god mavefornemmelse for det. Og så er jeg ikke helt ubekendt med fodbold. Min far spillede det, min bror spillede det, og min mand Lars er i den grad interesseret i fodbold. Det er en fed sport, og jeg har været rigtig meget i Parken, fortæller en glad Camilla Marin til bt.dk.
Badmintonstjernen og OL-sølvvinderen slap brat ketchersporten i 2004. Siden 2005 har hun været radiovært på Radio 2. Og det har givet Camilla Martin tilstrækkelig erfaring til, at hun nu også tør kaste sig ud i rollen som tv-vært.
- Jeg har været rigtig glad for at lave radio. Det har givet mig en masse, og jeg har lært rigtig meget af det, men nogle har fortalt mig, at jeg er god til at være på tv, og det må jeg jo så tro på. Og det er en super mulighed for at prøve noget nyt, siger Camilla Martin.