Sportsudøverne og gæsterne ved de olympiske lege i London skal vide sig sikre, og det vil den britiske premierminister, David Cameron, personligt sørge for bliver tilfældet.
- Som premierminister opfatter jeg det som en selvfølge, at dette er et område, jeg bør tage personligt ansvar for, siger Cameron dagen før, legene officielt åbner.
De seneste uger har været præget af bekymringer om og kritik af sikkerhedskonceptet ved OL.
Sikkerhedskoncernen G4S har ikke formået at hyre tilstrækkeligt med vagter, hvorefter den britiske hær ekstraordinært udstationerer 4700 soldater ved legene, hvor der i alt vil være 18.200 soldater til stede.
- Den største bekymring vil altid være at afholde trygge og sikre lege. Det betyder mere end noget som helst andet, siger den britiske premierminister torsdag ved en pressekonference foran Det Olympiske Stadion.
- Jeg tror, vi har forberedt os så godt som overhovedet muligt. Vi har nogle meget gode beredskabsplaner, tilføjer Cameron.
Premierministeren mødes senere torsdag med den amerikanske præsidentkandidat Mitt Romney fra Republikanerne, der er i byen for at overvære åbningen af de olympiske lege og for at hilse på politiske ledere som led i sin udenrigspolitiske dagsorden i valgkampen.
Romney, der var med til at arrangere de olympiske vinterlege i Salt Lake City i 2002, er ikke imponeret over briternes forberedelser til OL, som han kalder direkte foruroligende.
- Historierne om det private sikkerhedsfirma, der ikke har hyret nok folk, den formodede strejke blandt immigrations- og toldpersonalet - det er selvsagt ikke opmuntrende, sagde præsidentkandidaten inden afrejsen fra USA til tv-stationen NBC.
Efter sit møde med den britiske oppositionsleder, Labour-formanden Ed Miliband, i London torsdag udtaler Romney sig i mere diplomatiske vendinger.
- Det er umuligt at undgå, at der sker nogen som helst fejl, siger han.
/ritzau/AFP